På en tidlig efterårsaften skulle slaget ml. DGL 2000’s drenge og Aabyhøj IF stå.
Det blev til et kort og præcist oplæg, hvor nøgleordene var at arbejde benhårdt, være klar fra start og stå sammen på bedste DGL manér.
Aabyhøj lagde som forventet hårdt ud, og DGL kløede samtidig lige så hårdt på med genpres, bolderobringer midt på banen og farlige opmstillinger. Efter 20 minutter spillet skulle et perfekt sparket hjørnespark udnyttes til fulde. Andreas steg til vejrs, dukkede sig lidt, og kunne heade bolden i mål til 1-0. Scoring medførte at DGL fik lidt mere ro på bolden og der skulle ikke gå mere end 30 min. før den iskolde targetman Moneron kunne udnytte endnu en dødbold fra den kølige højre dør Møller. 2-0 til DGL. Pause
Med en peptalk, druesukker og bananer i blodet kunne DGL gå på banen med den klare mission at sejren skulle blive i deres favør. Det blev en hård opgave og der skulle igen arbejdes, da Aabyhøj gik på banen med stor intensitet og vilje til sejr. DGL’s vilje til sejr var blot større og efter Aabyhøj brændte straffe og Steffen målmand slap for gult/rødt pga. Nogle fine nye regler fra DBU, slap DGL med forskrækkelsen. Stadig 2-0.
Møller måtte udgå efter en hård tackling, hvor hele sidelinjen var enige om at havde han kommet igennem der, ville han have gjort det til 3-0. MOM blev han da også og sendt på skadestuen med en forhåbentlig ikke for medtaget arm.
I kampens døende minutter var DGL presset i bund, men der skete alligevel lækre ting og sager i DGL’s offensiv. Et højt pressende Aabyhøj mandskab blev fanget på en omstilling og efter en elastico og et par husmandsfinter kunne Jakob sende bolden diagonalt til Thomas Rasmussen bagerst i felt der med en lille kunstpause inden et kynisk spark kunne gøre det til 3-0.
Dette blev da også slutresultatet. Vigtig sejr, og så havde Tim lavet pølser også. Lækkert.
-Andreas W