I bestræbelserne på at nå klubbens ambitiøse målsætninger for vores ”Strategi 2018” for Kvindeafdelingen, søger vi et nyt bestyrelsesmedlem, som bliver ansvarlig for udviklingen af denne fremadrettet. Og netop udviklingen af Kvindeafdelingen anser vi som et strategisk vigtigt område i klubbens generelle udvikling, hvorfor denne person får en evident rolle i klubben.
Kvindefodbolden i Danmark er inde i en stærk udvikling og DGL 2000 ønsker, at være med på denne rejse og tage del i at udbrede kvindefodbolden. Men vi tror samtidig på, at gøre tingene lidt anderledes og det har været vores grundlæggende tanke omkring DGL 2000 fra starten af. Der forelægger allerede planlagte initiativer og dertilhørende investeringer, som skal løfte kvindefodbolden i klubben, men vi håber samtidig, at det nye medlem vil tilvejebringe en masse ny viden og initiativer, som kan styrke os.
”Vi står ikke stille” har været internt motto i bestyrelsen – og vi har et generelt ønske om at blive ved med flytte os og forbedre os i vores tilgang til klubben og dens udvikling, og det er vores absolutte ønske, at det nye medlem kan være med til at skubbe til os og vores mind-set.
DGL 2000 leder efter en person der:
• kan være ansvarlig for Kvindeafdelingen og udviklingen af denne
• gerne har trænererfaring indenfor kvindesport
• har erfaring med kvindefodbold generelt
• gerne har erfaring fra foreningsarbejde eller bestyrelsesarbejde
• har gennemslagskraft
• kan eksekvere på klubbens planer og strategier
• indgå i bestyrelsens generelle arbejde omkring klubbens udvikling
• agere sparringspartner for de andre område-ansvarlige
DGL 2000 tilbyder:
• Frie hænder til at sætte sit præg på klubben
• En klub med et stærkt organisatorisk setup
– bestyrelse, repræsentantskab og Advisory Board
• Stærkt netværk og sparring – blandt andet fra klubbens
Advisory Board, bestående af ca. 25 tidligere DGL’er og
stærke erhvervspersoner
• Blive en del af Jylland bedste serieklub
Hvis dette har fanget din interesse og har du lyst til at blive en del af en fantastisk og anderledes klub, så hører vi gerne fra dig hurtigst muligt. Send en kort motiveret ansøgning samt relevante dokumenter senest 11. december til formand@dgl2000.dk.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Formand for bestyrelsen Peter Kjeldsen på telefon 51312466 eller mail på formand@dgl2000.dk
Om fodboldklubben DGL 2000:
Fodboldklubben DGL 2000 har i efteråret 2016 eksisteret i 15 år. Vi har ca. 100 medlemmer fordelt på fem hold: Jyllandsserie, serie 3, serie 5, serie 6 og et dame 7-mandshold. Kvindeafdelingen består af 25 spillere og 2 trænere. Vores klare mål er at blive Jyllands bedste serieklub.
Grundpillen i DGL 2000 er vores fem værdier, som gennemsyrer klubben på alle fronter: Vilje til sejr – Åbenhed – Respekt – Klubånd – Hygge.
Klubben har hjemmebane (kamp og træning) i Tilst. Tilst er DBU Jyllands nye hovedsæde med tilhørende tidsvarende faciliteter (bl.a. ny kunstbane).
Som den eneste klub i Aarhus og omegn arrangerer DGL 2000 et stort udendørsstævne (første lørdag i august) samt en af Jyllands største indendørsstævner for dame/herrer senior i december (lørdag før jul). For yderligere information om DGL 2000 gå til vores hjemmeside www.dgl2000.dk
Bestyrelsen består i dag af følgende:
Formand, Næstformand, Sportschef, Sponsorchef, Kommunikationschef, Materialechef og Økonomichef.
DGL 2000 – Jyllands bedste serieklub.