Supersaturday. Luften er tung, og det er varmt. Næsten vammelt. Jeg kigger hurtigt på klokken, og så tilbage på banen. Mælkebøtterne gror så sygt hurtigt lige nu, tænker jeg ved mig selv. Jeg har egentlig glædet mig, men Mads har lige fortalt mig, at jeg starter på bænken. PIS… Jeg havde håbet på mere, men sådan må det være… Jeg må tage den derfra. Mathias, som sidder i en campingstol foran mig, spørger om jeg vil dele en pølse med brød med ham. Jeg har lige spist to skiver rugbrød uden noget, en banan, og drukket en proteinshake, men jeg siger pænt ja tak alligevel. Pøllen med brød kommer. Jeg knækker den i to, og brænder mine fingre under seancen. Første bid er egentlig god nok, men karry ketchuppen kommer bag på mig. Ikke på nogen decideret dårlig måde, men bag på mig ligesom når man drikker vand fra en sodavandsflaske som man troede var fyldt med sodavand. Det er sku’ da karry ketchup, siger jeg. Ja, siger Mathias, den skuffer lidt… Tiden går, og den halve pølse, brød og karry ketchup forsvinder. Vi skal så småt til at varme op, og så melder den sig: Toiletbesøget. Sikker som amen i kirken er den der, og al eksponering og kognitiv terapi i verden ville ikke kunne fjerne den. Det lille vamle sug i maven jeg får over en forbandet serie 4 kamp. Afsted med mig. Da jeg når tilbage er tiden knap, og jeg når kun et par sprints og lidt presspil, men kan mærke at benene er gode. Det skal sku’ nok gå. Jeg brokker mig lidt til coach over, at jeg starter ude. Sådan lidt for sjovt, men alligevel med lidt alvor inde bagved. Han kigger underligt på mig: ”Du starter inde, venstre back”. WTF? Verden vender sig et par gange, og falder så i hak, og jeg fatter noget. Fuck nu dig, Mads!, Tænker jeg. To sekunder efter siger jeg det. Mads griner. Jeg viser det ikke, men jeg elsker når folk snyder mig med sådan noget. Jeg starter inde. FEDT MAND! Jeg er lidt rundt på gulvet, og bliver ved med at glemme om det var højre eller venstre back. Til sidst giver jeg op, og jeg beslutter mig for at den sikreste strategi må være at stille mig i den modsatte side af den anden back når kampen går i gang.
Kampstart.
Rey går til højre, så jeg går til venstre. Vi lægger godt ud. Kører bolden fint rundt. God energi. Mathias opsnapper en aflevering mellem to forsvarsspillere, og får en halv friløber, der dog bliver lidt spids. Lige på målmanden, men en god start! Så begynder de at få overtaget. De har en høj, mørkhåret fyr med slikhår, som kører den godt rundt inde på midten. Han smider et par lange bolde ned i mit frimærke, men jeg æder deres kant hver gang. Jeg har efter kampen fået at vide, at han har været på kontrakt med AGF engang. Jeg siger det bare. Nu ved i det.
Deres pres fortsætter, og på et tidspunkt får de afsluttet et stykke udefra. Mik, vores målmand har nærmest bolden i hænderne, men Mikkel clearer den, fordi han ikke hører noget ”JEG HAR” fra Mik. Det ser fucked up ud fra min vinkel, men Mikkel har ryggen til Mik, så han ser ikke hvad jeg ser. Bolden ryger ud til en af dem, og han smider den ind til 0-1. Fååårk mand. Uheldig situation. Op igen.
Resten af halvlegen er dårlig for os. De presser os ret hårdt, og vi kommer til at ligge for lavt. Jeg løber om kap med AGF-stjernen og nogle andre gutter ned mod frimærket et par gange. Det er dét jeg kan. Nogen vil sikkert sige, at dét er det eneste jeg kan. Og de har nok ret, men fred være med det. De presser videre, og vores spil bliver i perioder reduceret til udelukkende at bestå af lange bolde nede fra centralforsvaret. På en fejlaflevering op i midten af banen fanger de os, og en af deres spillere bærer bolden frem tværs over midten. Jeg står og dækker AGF-stjernen, og kan kun se til mens deres angriber løber på tværs af midterforsvaret, for dernæst at smide den ned i det lange hjørne til 0-2.
Halvleg.
Jeg har aldrig snakket med David før, som er træner for os i dagens anledning. Jeg var lidt bange for, at han ville synes det var en lorteopgave at skulle være træner for os, når han er vant til et højere niveau, men han tager os seriøst. Fedt. David er fattet, og rosende. Han giver os meget få, men meget præcise instrukser. Højere op med forsvaret, ellers dør Michael og Mads inde på midten.
Anden halvleg går i gang. Vi spiller den virkelig godt rundt oppe foran, og er lige ved at komme til en stor chance. Vi har skubbet forsvaret op til midten. Det eneste problem er, at der nu er endnu længere ned til frimærket. Men hey! Det er dét du kan, minder jeg mig selv om. Vi presser dem, og Michael ender med at drible lidt rundt på kanten af feltet. Hård tackling. Frispark. Jacob tager den. Han sparker den uden om muren. Målmanden hænger allerede i luften. Han havde læst den. En forsvarsspiller i muren får en hurtig fod på, og bolden tvinges i en høj bue. Målmanden lander tungt, og hans lange, hvide bong-garn falder ned i hovedet, og forstyrer hans udsyn. Han presser sig op med armene, men det er for sent. Bolden er inde! 1-2! Nu tror vi lige pludselig på det, og der er noget, der ligner 20-25 minutter igen. Jeg kan mærke at løbeturene med AGF-stjernen ned til frimærket er ved at have ædt en god del af mit venstre leg, og jeg signalerer til David, er det nok er ved at være nu. Der er ingen klar, lyder det derude fra. Pis… nå… Videre! Vi presser stadigvæk. Jacob får en chance ude på venstre kant af feltet, og flugter den med 120 på den nederste del af overliggeren. Målmanden ikke i nærheden. Bolden reflekteres hårdt fra overliggeren og ned i fødderne på Aske, som ikke når at reagere, og chancen flyder ud i sandet. Krampen er der næsten nu. Den bidder mere og mere. Det er et spørgsmål om minutter før den er gal. Simon er lige pludselig blevet klar, og jeg ryger ud. Selvom vi er bagud er jeg lettet. Selvisk tænker jeg: Jeg fuckede ikke up i dag, mens jeg smiler. Jeg glæder mig allerede til CHL finalen i aften. Skal jeg i byen bagefter? Måske… jeg får sådan nogle sindssyge tømrermænd, men det er sku længe siden, så det kan godt være man skulle… Nu bestiller jeg en øl, og så ser vi… SEBASTIAN! Jeg bliver flået ud af mit tankespind. Mads har vredet om, og jeg skal ind. Jeg kan sku’ da ikke spille midt-midt, siger jeg. Simon ryger op på en midt-midt, og du får den back du kom fra, lyder ordren.
Jeg når ikke at finde mig selv før jeg ser muligheden for et overlap ude på venstre-kanten. Jeg sætter i løb. Det går bedre med krampen, kan jeg mærke. Inden jeg når at komme ordenligt op i fart ser jeg Mathias trække ud på den kant, hvor jeg var på vej hen. Spildte kræfter. Mathias får bolden, og han smider den ind på den korte stolpe til Mikkel, som er gået fra centralforsvar til angriber, men får den ikke snittet ordenligt videre, og det ender i et målspark. Jeg havde aldrig i en million år kunnet score på den der, men hvis der er nogen der skulle kunne gøre det, så var det Mikkel, tænker jeg. Der er noget der ligner 5 minutter tilbage, og vi har været så fucking tæt på så mange gange nu. Jeg finder mig selv på kanten af straffesparksfeltet. Vi har hjørne. Jeg ved med mig selv, at hvis jeg skal løbe en tur til med AGF-stjernen i en potentiel kontra, så er det slut. Bolden ender på mystisk vis ved mig, og jeg vender mig får at smide den bagud til Kloster. Kloster får den aldrig. AGF-stjernen kommer for hårdt i ryggen på mig. Frispark på kanten af feltet. Jacob tager den. Jeg clearer den med Kloster, forsvarsgeneralen, og jeg kan godt blive oppe i angrebet. Vi satser hele butikken. Jeg stiller mig, så anonymt som overhovedet muligt ude på venstre kant, lidt væk fra muren. Jacob gør sig klar. Han har set mig, udækket, parat, og råber: ER DU KLAR, SEBASTIAN?, mens han lader som om han råber til en inde i feltet. Jeg får det underligt. Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg siger ja, så ved de jo, at det er mig, der er Sebastian, og hvis jeg ikke gør noget, så tror Jacob jeg er fatsvag. Han råber igen: ER DU KLAR, SEBASTIAN??!? Halvt i panik, halvt utålmodig over Jacobs strategi får jeg sagt ”JA” og stikker ham en skjult thumbs up, og han afleverer den med det samme ned langs kanten. AGF-stjernen ved han har fucket up, og prøver at løbe mig op, men jeg smider den med venstreskøjten ind i æsken på Simon, som snitter den videre mod fjerneste stolpe. Sidste chance. Alle holder vejret. Bolden sejler mod den fjerneste stolpe, mens målmanden står frossen på den korte. Den går forbi. Målspark. Krampen er helt gal nu. Venstre leg er helt udhulet, mens der er nogle få, sørgelige rester tilbage af det højre. AGF-stjerne viser ingen sympati, og vil på tur igen. Jeg følger med, og går i ultra-krampe i begge lægge. De kramper så meget op, at jeg kun kan stå på tæer. Det må se helt sindssygt ud, tænker jeg. Den er helt gal, og AGF-stjerne begynder nu at drible. Heldigvis kommer Michael med hjem fra midtbanen og får den clearet. Kampen fløjtes af, og jeg lægger mig med krampe i begge lægge, og venter på, at en eller anden kommer og redder mig. Det gør Mik. Uheldigt, tænker jeg, mens jeg ligger med benene oppe i luften og siger tak til Mik. Det var fanme uheldigt, at vi ikke vandt i dag.